El Patio Sevillano: showet

Et kompagni, ikke en duo

Det første, man bør vide, er størrelsen. Booking-siden taler om et ensemble på mere end et dusin kunstnere, og spillestedets egen hjemmeside oplyser, at dansere, sangere og guitarister alle optræder live. Det er et kompagniformat, hvor flere dansere skiftes til at dele scenen, og ikke de to eller tre kunstnere, man finder i et lille lokale. Fotografier fra en aften i oktober 2024 viser et skilt i blå fliser med spillestedets navn over scenen, siddende guitarister bagerst og dansere, der bevæger sig foran dem i kjoler i mange farver. Billederne fra den aften omfatter soloer, duetter og numre for hele gruppen, hvilket er den variation, et kompagniformat muliggør.

Flamenco i tre dele

I UNESCOs optegnelse forener flamenco sangen, kaldet cante, dansen, kaldet baile, og det instrumentale spil, kaldet toque, og den udpeger Andalusien i det sydlige Spanien som kunstens hjerte. Et tablao-show giver dig alle tre på nært hold: en stemme, en guitar og dansere. UNESCO nævner kastagnetter, klappen og stampende fødder blandt de øvrige lyde, og derfor er kunstnernes klappen bagest en del af musikken, ikke baggrundsstøj. Tilsammen udgør de tre hele formen, og enhver danser på scenen svarer på stemmen eller guitaren i stedet for at optræde alene.

Scenen og dens scenografi

Ifølge Wikipedia er tablaoer ofte dekoreret på typisk spansk vis med broderede silkesjaler, fotografier af berømtheder, tyrefægtertøj og kapper. Fotografier af forestillingen på El Patio Sevillano passer til den beskrivelse: et stort sort-hvidt billede af en gårdscene hænger bag kunstnerne, en plakat med en tyrefægter hænger ved siden af scenen, og guitaristerne sidder på malede træstole med sivsæder. Tilsammen fremstår de som en andalusisk patio bragt indendørs, hvilket passer til spillestedets navn.

Palos, de navngivne former

Flamenco opdeles i palos, former identificeret ved rytme, toneart, vers og oprindelse. Wikipedia kalder klassificeringen populær og til tider inkonsekvent, så forvent ikke et snorlige pensum. Den oplyser dog, at soleares og siguiriyas er højtidelige og nogle gange kaldes cante jondo, dyb sang, mens tangos og bulerías er hurtige og festlige. Spillestedets hjemmeside oplyser, at forestillingen byder på flamencos forskellige palos med deres forskellige stilarter, og den nævner to andre grene ved siden af. Du behøver ikke navnene for at følge aftenen, men et par ord hjælper med at skabe sammenhæng.

• Soleá og siguiriya: de langsomme, alvorlige former, der ofte forbindes med cante jondo, dyb sang
• Bulería: den hurtige form i en tolvslagscyklus, der ofte afslutter en sammenkomst
• Sevillanas: Sevillas folkemusik og -dans, den første form de fleste kommende flamenco-dansere lærer

Læs næste: Flamencoord til en første aften

Rekvisitter og kostume

Spillestedet oplister et sæt rekvisitter: palillos, det spanske ord for kastagnetter, vifter af forskellige slags, hatte og kapper. Det oplyser, at kapperne bruges i opsætningen af Carmen. Wikipedia bemærker, at Manila-sjalet, et broderet sjal i silke, er særligt fremtrædende i flamenco-danseres kostume. På fotografierne fra forestillingen kan man se lange sjal med frynser, kjoler med rynkede ærmer i prikker og blomsterprint samt en stor kappe, der holdes bredt ud. Ingen af disse rekvisitter er garanteret en given aften, for programmet er kompagniets eget valg. Læg også mærke til hænderne: kastagnetterne og vifterne spilles, ikke bare bæres, og lyden af kastagnetterne er en del af rytmen.

Falla, Turina og spansk sang

Spillestedet oplyser, at forestillingen bruger musik af Manuel de Falla og Joaquín Turina side om side med musik fra klassisk spansk dans og populær flamenco. Turina blev født i Sevilla og Falla i Cádiz, og Wikipedia skriver, at andalusisk flamenco, og cante jondo i særdeleshed, i høj grad formede mange af Fallas værker. Spillestedet nævner også canción española blandt stilarterne. Wikipedia beskriver det som en form for spansk populærsang, også kaldet copla, der blomstrede i 1930'erne og 1940'erne. Aftenen er bredere end en ren flamenco-recital, hvilket passer til et første besøg. Forvent mindst ét nummer, der føles mere som en danseforestilling end en flamenco-sammenkomst, og lad det ændre aftenens tempo.

Kunstnerne bag forestillingen

Spillestedets forestillingsside indeholder korte profiler af dansere, sangere og guitarister. De beskriver uddannelse på konservatorier og danseskoler, én på danseren Matilde Corals skole, og arbejde på scener i hele Europa og på Bienal de Flamenco. En sangers profil fortæller, at hun er datter af en danser, der åbnede El Patio Sevillano og senere modtog en national dansepris. Besætningen skifter, så disse profiler beskriver den slags kunstner, du kan opleve, ikke hvem der står på scenen på din dato. Tjek spillestedets forestillingsside, hvis du gerne vil vide, hvem der står bag en forestilling.

Finalen: en bulería, derefter sevillanas

Stedet siger, at showet slutter med alle kunstnerne på scenen, først i en fælles bulería og derefter i sevillanas. Wikipedia beskriver bulería som en hurtig form, der ofte afslutter en flamenco-sammenkomst, og beskriver sevillanas som en folkedans fra Sevilla, der danses ved markeder og festivaler, med et mønster af drejninger, som besøgende ofte forveksler med flamenco selv. Finalen gør derfor to ting: den giver kompagniet en sidste energisk udladning, og den sender salen hjem med dansen fra den by, du befinder dig i. Det er den del af showet, hvor det er lettest at mærke, hvad en flamencoaften egentlig er til for.

Sådan ser du dit første show

Hold også øje med guitaristen, ikke kun danseren. Guitaren sætter rytmen, kaldet compás, og danserne svarer på den. Lyt efter klappen og tilråbene fra kunstnerne bagerst. Wikipedia kalder dette jaleo og nævner olé blandt de almindelige tilråb. Du kan følge stemningen i salen, før du beslutter, om du vil være med, og en telefon gør sig bedst i lommen, mens kunstnerne optræder. Hvis dansen er svær at aflæse, så følg fødderne: fodarbejdet er den mest præcise del af kunsten, og det holder takten med guitaren.

Hvem dette ikke er for

Dette er et iscenesat show for et publikum, ikke en sammenkomst mellem venner i et baglokale. Hvis du vil høre én sanger og én guitarist på armlængde, vil du opleve en større scene som mindre intim. Hvis du ønsker et fast program, skifter kompagniet både numre og cast. Og hvis du er ude efter en sen, høj aften i byen, er showet en siddende, betragtet forestilling med sin egen rytme af klapsalver og stilhed. Det kræver også halvanden times opmærksomhed, hvilket er meget for helt små børn.

Læs næste: At vælge en flamencoaften i Sevilla